-03 00 02 4 7 10 12
7 trin skalaen. 7 trin. 7 bokse alt og alle der går ind i et klasseværelse kan blive placeret i. Selv hvis du ikke fortæller nogen hvor du ligger, skal der nok komme en bedømmelse.
Og det er så det. Der er ikke den store mulighed for at løsrive sig. Stort set ingen mulighed for at arbejde sig opad, og hvis du overvejer at bevæge dig nedad, kan du være sikker på at folk vil undre sig. Det virker måske som forsvarsløse tal. Problemet er bare at de bliver brugt til at slå hinanden oven i hovedet med, til at se ned på folk med, til at fastholde folk over lektierne i timevis for at få det 12-tal som forventes.
Det er ikke nødvendigvis forældre eller lærer der presser dig, det kan ligeså godt være dine venner. Venner der nægter at tro dig når du siger du har fået bedre karakterer end du plejer, eller kommer med kommentaren: ”Og du fik vel 12.”
Og oven i alt det skal vi også være bange for ikke at være uddannelses parate. Frygte at vores karakterer ikke er gode nok. Skjule dem der er værre end vi plejer, prøve at leve op til forventninger. Eller ikke gøre os umage i timerne, fordi vi frygter andres reaktion når vi prøver at hive os ud af de bokse vi er placeret i. En fin lille celle med et tal på døren.
Jeg er så træt af det. Selv er jeg blevet placeret i den boks hvor det forventes at jeg bruger dobbelt så lang tid på mine lektier som muligt. Jeg ville have været ligeglad med mine karakterer (eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind) hvis jeg ikke hele tiden blev presset til at gøre det bedre og bedre.
Jeg ved snart ikke hvad der er værst at blive holdt nede af andres fordomme, eller tvunget til at være perfektionist på grund af andres forventninger.
Jeg kan stadig huske da vi første gang fik vores karakterer. Alt var nyt, alle blev overraskede over alting, hele tiden. Hvis man klarede sig ad helvede til (undskyld sproget) en gang, var det ikke ensbetydende med at det altid skulle være sådan.
Men sådan blev det, desværre. Og nu er det svært at snakke med karakterer, selv med ens nærmeste venner, hvis man ikke sidder i den samme lille bås med tal på døren.
Og den stopper ikke der. Vi bliver alle sammen presset videre i systemet. Til at vælge en af de få gange, der fører videre inde fra vores små bokse. Når vi langt hellere ville gå en helt anden vej i livet.
Vi kan ikke ændre systemet, så vi må nok bare lære at finde os i det. Og måske også prøve at lade være med at låse hinanden fast til et tal og en rolle der ikke er til at slippe ud af igen.